Nye tal sender huspriserne på ny optur

Nu er der godt nyt til husejerne - og bedre nyt end de i sidste uge fik fra Realkreditrådet om prisudviklingen. Danmarks Statistik er med nye tal langt mere positiv, og da de nye tal dækker flere handler, så kan husejerne formentlig godt glæde sig over tallene.

Mens Realkreditrådet kom frem til, at prisen på et hus var faldet med 0,2 procent det seneste år, så kommer Danmarks Statistik frem til, at huspriserne er steget med 3,2 procent det seneste år.

Alene i det seneste kvartal er priserne ifølge Danmarks Statistik steget med 2,2 procent, mens Realkreditrådet kun kom frem til en stigning på 0,7 procent.Tallene fra Realkreditrådet omfatter kun boliger, der har været udbudt til salg på internettet og derefter er blevet solgt, og Danmarks Statistik har data for alle tinglyste salg i fri handel.

Desuden foretager Danmarks Statistik en regulering for de solgte boligers kvalitet, så en stigning fra et kvartal til et andet ikke alene kan skyldes, at den kurv af boliger, som er blevet solgt i det seneste kvartal, har haft en højere kvalitet, end den kurv af boliger, der blev solgt i kvartalet forinden, påpeger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea.

»Skal man derfor sige noget pålideligt om den samlede prisudvikling på boligmarkedet, må man hælde mest til tallene fra Danmarks Statistik,« konkluderer hun.

Konkret betyder forskellen i tallene, at et hus til 1 million kr. for et år siden i dag kunne sælges for 1.031.653 kr., hvis Danmarks Statistik har ret.

Hvis Realkreditrådet har ret, så koster det i dag kun 998.018 kr. - altså 33.635 kr. mindre.

For lejligheders vedkommende ville forskellen per million kr. være 22.844 kr. med Danmarks Statistik i front.

Dagens Gossip