Nye tal: Stadig færre bruger nødtelefonerne ved motorvejene

Det er Vejdirektoratet, der har lavet en opgørelse for Dagens.dk over brugen af nødtelefonerne i 2012.

Landet over er der 1.350 nødtelefoner ved motorvejene, og de blev sidste år brugt i alt 357 gange.

Det er et pænt fald i forhold til 2011, hvor Vejdirektoratet fik 571 opkald ind via de orange nødtelefoner.

- Brugen af nødtelefonerne er faldende som en naturlig følge af at flere bruger mobiltelefon. En af de store fordele ved nødtelefonerne er stedfæstelsen. Når Vejdirektoratet modtager et opkald fra en nødtelefon, ved vi præcis hvor der ringes fra og i hvilken side af motorvejen opkaldet kommer fra. Det er vigtigt specielt på motorveje, når det gælder om at få akut hjælp hurtigt frem, siger fagkoordinator Niels Albrechtsen fra Vejdirektoratet til Dagens.dk.

Langt de fleste af opkaldene drejer sig om vejhjælp, mens omkring hvert tiende opkald er på baggrund af nødkald og trafikfarlige situationer.

Selvom antallet af opkald altså faldt en del i 2012, så er der er ikke udsigt til at nødtelefonerne pilles ned.

- Vi overvejer strategien, og en af mulighederne er at undersøge om der er samme behov på hele motorvejsnettet, men lige nu er der ikke planer om at reducere antallet, siger Niels Albrechtsen.

Alle opkald fra nødtelefonerne går i øvrigt direkte til Trafik Informations Centeret i Vejdirektoratet.

Dagens Gossip

Dagens TV