Nye test afslører 23 dopingsyndere fra OL i London

Skrevet af admin

27/05/2016

Dagens topnyheder

23 atleter fra OL i London i 2012 er blevet testet positive for doping, efter at tidligere prøver er blevet gentestet. Det oplyser Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ifølge Reuters.

Det er fortsat kun A-prøverne, som er blevet testet, hvorfor navnene på atleterne fortsat ikke er blevet offentliggjort.

265 gamle dopingprøver fra legene i London er blevet testet igen med nutidens forbedrede metoder, og her viser 23 af dem spor af præstationsfremmende stoffer.

Fremgangsmåden i testene denne gang er den samme som for nylig, hvor 31 prøver fra OL i Beijing i 2008 viste spor af doping. Også her er der endnu ikke sat navne på synderne.

Ifølge IOC, som står bag de nye test, kommer de 23 atleter fra seks forskellige lande og har optrådt i fem forskellige sportsgrene ved OL i 2012.

De 265 prøver stammer fra atleter, som også er aktuelle til OL i Rio denne sommer, og derfor kan en masse navne blive slettet fra startlisterne i august, hvis B-prøverne fra testene for både OL i 2008 og 2012 viser sig at være positive.

/ritzau/