Nye vidner skal hjælpe Kyllingen mod Rabobank

Den uafsluttede og langtrukne sag mellem Michael Rasmussen og hans tidligere arbejdsgiver Rabobank bliver nu belyst igen ved domstolen i Arnhem.

Mindst to vidner vil ifølge den hollandske avis De Telegraaf blive afhørt, siger en talsmand for banken til avisen. Det skal ske 12. november.

Danskeren har krævet 5,6 millioner euro (knap 42 millioner kroner) i erstatning fra Rabobank, som tog ham ud af Tour de France 2007, da han var tæt på vinde løbet. Kort efter blev han fyret fra holdet.

Striden mellem parterne går på, om det hollandske hold kendte til, at Michael Rasmussen opholdt sig i Italien før Tour de France det år, selvom han ifølge sine indberetninger til antidopingmyndighederne skulle befinde sig i Mexico.

Folkene på Rabobank-holdet hævder, at de først hørte om danskerens gemmeleg 25. juli.

Michael Rasmussen hævder, at Rabobank var bekendt med hans opholdssted allerede i starten af juli.

 

Dagens Gossip