Nyere kirker renoveres for millioner

Skrevet af admin

26/06/2014

Dagens topnyheder

En stribe moderne kirker har haft brug for millioner til reparationer i løbet af de seneste år.

På landsplan har menighedsråd de seneste 10 år brugt over 100 millioner kroner på reparation af kirker bygget efter 1960, skriver Kristeligt Dagblad.

Det viser opgørelser i stifterne, som avisen har søgt aktindsigt i. Mange af kirkerne har fra begyndelsen lidt af byggefejl, lyder begrundelsen fra en række menighedsrådsformænd.

Det gælder for eksempel Avedøre Kirke fra 1977, som er renoveret for 18 millioner kroner. Og Hellig Kors Kirke i Jyllinge, som seks år efter sin indvielse skal ombygges for over 11 millioner kroner.

Og Baunekirken ved Herning har været utæt siden indvielsen i 1977. Efter i årevis at have haft spande til regnvand stående i kirken tog menighedsrådet for tre år siden konsekvensen og betalte for en gennemgribende renovering. Prisen var 33 millioner kroner.

- Det blev en del af kirken, at der altid stod spande rundt omkring, siger menighedsrådsformand Tove Saka til Kristeligt Dagblad.

I sognet havde man diskuteret, om man skulle rive kirken ned og bygge noget nyt.

- Provsti og stift syntes, det var lidt voldsomt at skulle renovere for mange millioner. Men sognet havde været en aktiv del af byggeriet, og hver husstand var helt konkret kommet med en sten til kirken. Så der var mange følelser forbundet med Baunekirken, som også var et vartegn for Tjørring, fortæller Tove Saka om kirken, som blev genindviet i 2012.

Paul Kühle, sognepræst i Avedøre Kirke, mener ikke, at menighedsråd bør stå alene med ansvaret for så store byggerier. Hans egen kirke blev utæt, da dens ståltag blev gennemtæret.

- Når vi overhovedet har kunnet gennemføre ombygningen, er det, fordi vi fik en dygtig ingeniør ind i menighedsrådet i 2005, siger han til avisen.

/ritzau/