Nyfødt pige fundet i en pose

En nyfødt pige er torsdag formiddag fundet efterladt i to plastikposer i Farum. Pigen var afkølet og er kørt til Rigshospitalet, hvor hun har det godt, oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.

- Pigen, som var tydeligt helt nyfødt, var i live og havde det efter omstændighederne godt. Hun blev under politieskorte bragt til Rigshospitalet, hvor hun nu er lagt i kuvøse, fortæller vagtchef Henrik Rasmussen.

Det var en mand, som var ude at gå en tur tæt på sit hjem, der fandt den lille nyfødte pige pakket ind i to plastikposer i den vestlige ende af Dybedalsvej i Farum, hvor der er en vendeplads og et grønt område med stisystem.

Den forbipasserende ringede til politiet klokken 10.31 og alarmerede om den nyfødte pige i poserne.

Nordsjællands politi er ved findestedet i Farum, hvor efterforskning er iværksat.

Den nyfødte pige har formentlig ikke ligget på stedet i særlig lang tid, og politiet efterlyser personer, som fra sidst på natten og til kort før klokken 10.30 kan have set noget mistænkeligt, som kan sættes i forbindelse med den lille pige.

Det var også en forbipasserende, som 31. januar i år fandt en nyfødt pige i en sportstaske i Rektorparken i københavnerbydelen Valby.

Barnet var meget koldt og er blevet kørt til traumecentret på Rigshospitalet, oplyste politiet, der indledte en stor efterforskning i sagen.

Pigen blev dengang fundet om formiddag lidt før klokken 10.30.

Politiet sagde, at barnet muligvis kun var en eller to dage gammelt. Pigens temperatur var nede på 27 grader, oplyste politikommissær Hans Erik Raben.

/ritzau/

Dagens Gossip