Nygift par lokket hjem til landsby og halshugget

Et ung, nygift par i Pakistan er blevet halshugget af brudens familie i et såkaldt æresdrab. Den 26-årige Sajjad Ahmed og den 18-årige Muawia Bibi blev gift 18. juni trods modstand fra den unge kvindes familie.

Torsdag lykkedes det brudens far og onkel at overtale parret til at besøge familien i en landsby i Punjab-provinsen. Familiemedlemmer bandt og halshuggede derefter de nygifte, oplyser Mohammed Ahsanullah fra politiet i Punjab til CNN.

Selv om der ikke var nogen vidner til drabene, meldte de involverede familiemedlemmer sig selv til politiet og er nu fængslet.

Ifølge Human Rights Commission, en privat organisation i Pakistan, blev mindst 869 kvinder i landet ofre for æresdrab sidste år. Drabene finder hovedsageligt sted i landområder, og tit undlader øjenvidner eller politi at gribe ind, fordi drabene anses for at være et familieanliggende, skriver CNN.

Tidligere i juni blev en 18-årig kvinde fundet efterladt og hårdt såret i en sæk, der var smidt i en kanal i Pakistan. Hun beskyldte sin far og og bror for at have skudt hende, fordi de ikke ville acceptere hendes ægteskab med en nabo. Kvinden overlevede, men mange er ikke så heldige.

I maj blev en gravid kvinde angrebet og stenet ihjel af omkring 20 af sine familiemedlemmer ved højlys dag, mens hun ventede uden for en retsbygning i Lahore. En større menneskemængde overværede overfaldet.

Ifølge hendes mand, der undslap angrebet, var familien rasende over, at hun tre måneder tidligere havde afbrudt en forlovelse med en fætter.

- Jeg dræbte min datter, fordi hun havde fornærmet hele vores familie ved at gifte sig med en mand uden vores samtykke. Jeg fortryder det ikke, sagde faren efterfølgende til politiet ifølge CNN.

/ritzau/

Dagens Gossip