Nyhedsbureau: Enighed om våbenhvile i Østukraine

Der er enighed om våbenhvile mellem de parter, der forhandler i konflikten i det østlige Ukraine. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass, der har sine oplysninger fra en unavngiven kilde. Separatisterne afviser dog, at en aftale er på plads.

Ifølge Tass er forhandlingsrepræsentanter fra Rusland, Ukraine, de prorussiske oprørere og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) nået til enighed om en våbenhvile under et møde tirsdag i den hviderussiske hovedstad, Minsk.

Parterne skal også være blevet enige om, hvordan aftalen skal overvåges og om tilbagetrækning af tunge våben, skriver Tass.

Oplysningerne bliver dog ikke bekræftet af separatisterne.

- Det er for tidligt at tale om en våbenhvile, siger Denis Pusjilin, der repræsenterer oprørerne, til den russiske tv-kanal Rossiya24.

Han fortæller, at parterne nu tager en pause i samtalerne. Hvorvidt de bliver genoptaget senere i nat, er der ingen oplysninger om.

Den såkaldte kontaktgruppe, som blandt andet tæller Ukraines tidligere præsident Leonid Kutjma, mødtes forud for onsdagens topmøde, hvor de øverste politiske ledere fra Ukraine, Rusland, Frankrig og Tyskland deltager.

Der er ifølge Tass stadig diskussioner om oprørsområdernes formelle status og eventuelle lokalvalg.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip