Nykøbing Falster tager stort skridt mod slutspillet

Skrevet af admin

17/02/2016

Mest læste i dag

Storsatsende Nykøbing Falster Håndbold rykker tættere og tættere på en plads i kvindernes DM-slutspil i denne sæson.

Med en sejr på 33-30 over SK Aarhus er NFH nu oppe på femtepladsen i Primo Tours Ligaen, hvor de seks bedste efter grundspillet skal spille om medaljer.

Da forfølgerne Silkeborg-Voel forinden havde besejret Ringkøbing med 24-17, skulle Nykøbing-mandskabet vinde for at opretholde et betryggende forspring i det ellers meget jævne felt.

Anført af Mariana Costa bragte Nykøbing sig hurtigt foran 6-2, men aarhusianerne kæmper hårdt for at undgå en plads i nedrykningsspillet, og de begyndte snart at bide fra sig.

Efter 20 minutter var stillingen 10-10, og så skiftedes de to hold til at have føringen helt frem til 30-30 med tre et halvt minut igen, hvorefter en straffescoring af Nanna Willumsen og to mål af Emelie Westberg afgjorde kampen for gæsterne.

Nykøbing overhaler i tabellen Tvis Holstebro, der lidt overraskende tabte hele 19-26 på udebane til HC Odense.

Odenseanerne ligger sammen med Silkeborg-Voel og København Håndbold i feltet lige uden for top-seks.

Men med kun fire kampe tilbage af grundspillet får de tre hold svært ved at lukke hullet på henholdsvis fire og fem point op til de seks øverste.

/ritzau/