Nykredit-direktør skal stå i spidsen for Finanstilsynet

Skrevet af admin

26/08/2015

Dagens topnyheder

Det bliver den 56-årige cand.polit. Jesper Berg, der skal afløse Ulrik Nødgaard som direktør i Finanstilsynet, oplyser Erhvervs- og Vækstministeriet.

Jesper Berg kommer fra en stilling i Nykredit, hvor han var direktør for realkreditkæmpens bankforretning. Men han har tidligere arbejdet for blandt andet Nationalbanken og Den Europæiske Centralbank, ECB.

- Finanstilsynet løfter en vigtig samfundsopgave, som jeg glæder mig utrolig meget til at være en del af, udtaler han i en pressemeddelelse.

Stillingen som direktør i Finanstilsynet er blevet ledig, efter at den hidtidige direktør, Ulrik Nødgaard, tidligere på året foretog et opsigtsvækkende karriereskift og blev direktør for Finansrådet, der er brancheorganisation for de selvsamme banker, som han havde ført tilsyn med.

Jesper Berg tiltræder 1. oktober.

/ritzau/