Nykredit i fremgang skal spare en kvart milliard om året

Skrevet af admin

20/08/2015

Mest læste i dag

Boligejernes omlægning af lån giver markant fremgang i første halvår 2015 til finanskoncernen Nykredit, som mere end fordoblede resultatet før skat.

Nykredit-koncernens samlede resultat før skat landede på knap fire milliarder kroner mod 1,7 milliarder kroner i samme periode 2014.

– Det er meget tilfredsstillende, at fremgangen i vores kerneforretning fortsætter. Indtægterne stiger, mens omkostningerne og nedskrivningerne falder, siger Nykredits topchef, Michael Rasmussen.

Topchefen tilføjer dog, at selvom resultatet er godt, så skal det blive endnu bedre. Og det får Michael Rasmussen til at lancere en ny forretningsplan, der skal spare 250 millioner kroner på driften årligt frem mod 2018.

- En del af det kan nås ved at intensivere vores arbejde med digitalisering, men det kan ikke undgås, at vi også i de kommende år bliver færre i Nykreditkoncernen, siger topchefen.

En del af fremgangen i første halvår skyldes forhold, som Nykredit ikke er herre over, og der er brug for at styrke kerneforretningen, lyder det.

– Vi skal frem mod 2019 øge vores kapitalpolstring og lønsomhed markant. Derfor fastholder vi vores fokus på at styrke kerneforretningen, siger Michael Rasmussen.

- Sagen er, at myndigheder, ratingbureauer og markedet forventer, at vi øger vores kapitalpolstring og indtjening markant. Vi vurderer, at vi skal have cirka 12 milliarder kroner mere i egentlig kernekapital i 2019, end vi har i dag.

Planen, som Nykredit har kaldt "Forretningsplan 2018", skal forbedre resultatet af kerneforretningen, så det i 2018 er 1,5 milliarder kroner større end det forventede 2016-resultat.

Nykredit kan på baggrund af resultatet i første halvår løfte forventningerne til årsresultatet med 400 millioner kroner til nu 4,2-4,7 milliarder kroner. Det er især rentens bevægelser, der har hjulpet resultatet på vej.

- Vi oplevede især i første kvartal ekstraordinær stor aktivitet, da det faldende renteniveau gjorde det muligt at hjælpe rekordmange boligejere og virksomheder over i meget attraktive fastforrentede lån, siger Michael Rasmussen.

- Efterfølgende steg renten i andet kvartal, og det har givet betydelige positive værdireguleringer på swapområdet, siger koncernchefen i regnskabet.

Nykredit har i forvejen fået færre ansatte de senere år. Michael Rasmussen meddelte som ny topchef i december 2013, at Nykredit skulle skære 300 stillinger. Det blev til 220 fyringer i foråret 2014, mens 80 stillinger ikke blev genbesat.

I 2012 sagde Nykredit farvel til 125 ansatte.

/ritzau/