Nykredit kæmper fortsat med finanskrisen

Nykredit-koncernen kom ud af 2013 med lidt af en lussing. Koncernen fik et overskud før skat på 1,9 milliarder kroner. Det er 39 procent mindre i forhold til 2012, hvor overskuddet endte på 3,1 milliarder kroner.

Nykredit er Danmarks største realkreditkoncern, da også Totalkredit indgår. Samlet har man 1,1 millioner kunder. Og det er da også de skrantende kunder, der belaster regnskabet.

Nedskrivningerne på realkredit steg med 52 procent fra 2012 til 2013 til 2,4 milliarder kroner. Det afspejler en mere forsigtig vurdering af udlån til privatkunder og mindre erhvervskunder i enkelte geografiske områder, skriver koncernen i regnskabet.

- Dansk økonomi synes i bedring, men er påvirket af en todeling i boligmarkedet, hvor væksten er koncentreret i de store byer, siger koncernchef Michael Rasmussen.

- Til gengæld betyder en mere forsigtig vurdering af udlånet til private og mindre erhvervskunder i enkelte geografiske områder af Danmark, at nedskrivninger på realkredit er steget, siger han.

Koncernen har sat et strategiarbejde i gang kaldet Nykredit i 2015:

- Det skal styrke vores konkurrenceevne, siger koncernchefen.

Helt konkret vil Nykredit og Totalkredit nu tilbyde kunderne belåning op til 80 procent med et enkelt realkreditlån eller prioritetslån som supplement til den hidtidige tolagsbelåning.

- Dette fleksible låneudbud videreudvikler og styrker Totalkredit-samarbejdet og vil sikre alle vores forskellige kunder de bedste løsninger på markedet, siger Michael Rasmussen.

/ritzau/

Dagens Gossip