Nykredit nedskriver efter kontrolbesøg

Nykredit Bank har måtte foretage ekstra nedskrivninger efter et kontrolbesøg fra Finanstilsynet. Det skriver Ritzau Finans.

Finanstilsynet har blandt andet konstateret, at banken vurderer en stor del af sine store kunder alt for positivt.

Det fremgår af en rapport fra kontrolbesøget.

Ud af 97 engagementer på mere end 50 millioner kroner er en fjerdedel vurderet for positivt, lyder meldingen fra Finanstilsynet, der også har påbudt Nykredit Bank yderligere nedskrivninger.

- Finanstilsynet vurderede således, at ratingen i 24 ud af 97 engagementer var for positiv, svarende til 25 procent, skriver Finanstilsynet i et notat.

Det får Nykredit til at nedskrive på udlån og de såkaldte renteswaps for 619 millioner kroner mere end planlagt, fremgår det af regnskabet for de første ni måneder af 2013, som Nykredit på baggrund af Finanstilsynets notat sendte på gaden fredag, omkring en måned før planlagt.

Banken regnede med at nedskrive for 169 millioner kroner i årets første tre kvartaler, men som direkte konsekvens af Finanstilsynets notat har banken nu hensat for i alt 788 millioner kroner.

Torsdagens regnskab viser også, at Nykredit samlet set nedskrev for godt 1,6 milliarder kroner i årets første tre kvartaler - fordelt på 329 millioner i bankforretningen og knap 1,3 milliarder i realkreditdelen.

Til sammenligning blev der i samme periode sidste år blev der nedskrevet for 415 millioner kroner i bankforretningen og 1,1 milliarder i realkreditforretningen.

Realkreditkoncernen Nykredit Realkredit kom ud af årets første ni måneder med et overskud før skat på 2,1 milliarder kroner, hvilket er en tilbagegang fra samme periode året før, da overskuddet var på 3,2 milliarder kroner.

Nykredit har netop fået status af sifi-institut, det vil sige et af de syv pengeinstitutter, som i tilfælde af konkurs vil kunne påvirke samfundsøkonomien markant.

Torsdag fik regeringen en bankaftale i hus, der oprullede hvilke krav disse systemisk vigtige banker for fremtiden skal leve op til.

Heri lød det blandt andet, at sifi-bankerne skal have flere penge på kistebunden for at kunne imødegå finansielle kriser.

/ritzau/

Dagens Gossip