Nynazister truede og planlagde grov vold mod svenske aviser

Tre personer med tilknytning til en nynazistisk gruppe i Sverige er fredag blevet anholdt af politiet uden for Expressen og Dagens Nyheters redaktionslokaler i Stockholm.

- De er mistænkt for planlægning af grov vold og for forskellige trusler, siger Lars Byström, talsmand for politiet i Stockholm.

Han ønsker ikke at uddybe, hvilken form for trusler personerne er kommet med.

Ansatte på avisredaktionerne alarmerede fredag eftermiddag politiet, efter at de havde set de formodede nynazister opholde sig i nærheden af indgangen til mediehuset.

De tre personer har ifølge Expressen forbindelse til Svenska Motstandsrörelsen (SMR). Expressen har i flere dage gransket den nynazistiske bevægelse samt det stærkt højreorienterede Svenskernes Parti.

I artiklerne er det blandt andet beskrevet, at tre ledende personer fra Svenskernes Parti er tiltalt for at have planlagt at angribe indvandrere foran en moské.

Så sent som fredag satte Expressen fokus på de kvinder, der er aktive i SMR.

- Det er Expressens historiske opdrag, formuleret da avisen blev lanceret i 1944, at granske nazismen, siger avisen chefredaktør Thomas Mattsson.

/ritzau/TT

Dagens Gossip