Nynoteret tobakskæmpe får mere ud af cigarerne

Skrevet af admin

10/03/2016

Dagens topnyheder

Scandinavian Tobacco Group har leveret sit første regnskab siden selskabet blev børsnoteret tidligere på året. Det viser en solid fremgang, der var hjulpet af højere priser.

Selskabet kunne notere et samlet salg i 2016 på 6,7 milliarder kroner, 600 millioner flere end året før. Når alle regninger var betalt landede Scandinavian Tobacco Group, STG, et resultat på 668 millioner kroner.

- I 2015 gjorde vi store fremskridt i at optimere forretningen, og vi planlægger mere, skriver administrerende direktør Niels Frederiksen i regnskabet.

Det vil selskabets mange nye aktionærer sikkert finde glæde i. Scandinavian Tobacco Group blev børsnoteret i starten af februar. Aktierne blev solgt til 100 kroner per styk og har siden da ikke rykket sig ud af flækken.

I samme periode er det toneangivende aktieindeks, OMX C20 Cap, steget omkring 10 procent.

2015's solstrålehistorie var håndrullede cigarer for STG, der solgte for små to milliarder kroner af slagsen. Det var en stigning på små 10 procent. De flere omsætningskroner blev samtidig omsat til mere overskud.

- Mens totalmarkedet for cigarer i USA på omkring 300 millioner forventes at være nogenlunde stabilt satser vi på at øge salget både ved at få bedre priser og på at tage markedsandele, skriver STG om verdens klart største cigar-marked.

Også pibetobakken gik frem, da der blev solgt for 629 millioner kroner, 60 millioner kroner mere end i 2014.

/ritzau/