Nyrup: Anker havde en særlig forbindelse til folk

Skrevet af admin

20/03/2016

Dagens topnyheder

Den nu afdøde Anker Jørgensen (S) vil stå i danmarkshistorien og arbejdsbevægelsens historie som en rettesnor for, hvad socialdemokratisme er. Det vurderer den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

- Er man i tvivl, skal man gå ind og se, hvad han har sagt. Det vil være mit råd til nuværende og fremtidige aktive danske socialdemokrater, siger han.

Poul Nyrup Rasmussen beskriver sin forgænger i både statsministeriet og posten som leder af Socialdemokraterne, som en politiker, der tog mere end sin del af politiske kampe for arbejdsbevægelsens idéer.

Men hans helt store styrke var hans kontakt og forbindelse til den almindelige lønmodtager.

- Anker var jo ikke verdensmester i økonomisk politik, men det brændemærke han satte på arbejdsbevægelsens historie og til de kommende generationer var: Lad nu vær med drukne i spindoktori eller økonomisk teori. Husk at have en livline til folket.

Både Poul Nyrup Rasmussens og Anker Jørgensens vej til toppolitik gik i gennem fagbevægelsen.

- Anker var både som fagforeningsformand og som statsminister bevidst om, hvilken kamp han stod i spidsen for.

En af de kampe, som Poul Nyrup Rasmussen fremhæver, var kampen mod Fremskridtspartiet og dets leder, Mogens Glistrup.

- Havde der været spindoktorer til stede dengang, havde de sagt: Lige et øjeblik, Jørgensen, vent lige lidt. Det gjorde han ikke. Han tog opgøret, siger Poul Nyrup Rasmussen

- Han kunne ikke acceptere, at Danmark skulle se ned på folk, der havde en anden religiøs opfattelse eller et andet fødested. Det stred mod alt, hvad han stod for.

Ifølge Poul Nyrup Rasmussen blev Anker Jørgensen ofte anklaget for at være naiv. Det til trods husker Poul Nyrup Rasmussen, hvordan den danske Anker efterlod et varigt indtryk på den tidligere tyske kansler Helmut Schmidt.

- Sidste gang jeg mødte Helmut Schmidt, der ikke kan anklages for at være naiv, var det første, han spurgte om: Hvordan har Anker det?

- Anker havde en besynderlig tilgang til de her magtpolitikere, der gjorde, at de måske følte, at han havde noget, de ikke havde, siger Poul Nyrup Rasmussen.

/ritzau/