Nyt banklån kan gøre det billigere at købe bolig

En helt ny form for lån kan gøre det billigere for danskerne at finansiere køb af boliger.

Eksperter forudser, at den nye lånetype kan udfordre de populære F1-lån fra realkreditinstitutterne, skriver Berlingske.

Det er Jyske Bank, som står bag nyskabelsen, der går ud på at yde banklån med en løbetid på 30 år til bolig. På grund af de kraftigt forhøjede bidragssatser er banken i stand til at underbyde rentetilpasningslånene, hævder banken.

Jyske Banks administrerende direktør, Anders Dam, siger, at der plads til konkurrence på boligområdet, og en uafhængig ekspert ser gode muligheder for, at lånet bliver en succes.

- Bidragssatserne er steget med mere end 100 procent på nogle lånetyper, så det her lyder spændende.

- Det er positivt, at nogle tænker fornyelse og får konkurrence ind på markedet, siger Kim Valentin, privatøkonomisk rådgiver ved Finanshuset i Fredensborg, til Berlingske.

Ifølge Morten Skak, boligøkonom ved Syddansk Universitet, kan lånet blive en stor succes - forudsat, at det er billigere end alternativerne.

En anden ekspert - John Norden fra Mybanker - er derimod skeptisk. For hvad sker der den dag, hvor aktiviteten øges i samfundet, og bankerne begynder at låne flere penge ud, spørger han.

- Vil Jyske Bank så ikke hellere have de lån, de tjener mere på. Man risikerer som låntager at sætte sig ind i en lånebus, der er dyr at komme ud af og uden at kende dens destination, siger John Norden til Berlingske.

Anders Dam understreger, at Jyske Banks kunder fortsat vil have mulighed for at vælge de klassiske realkreditlån, hvis de ikke ønsker det nye boliglån.

/ritzau/

Dagens Gossip