Nyt byråd har aftalt at partiskifte får konsekvenser

Der har været drama om borgmesterposten i flere kommuner efter kommunalvalget i november, fordi valgte byrådsmedlemmer efter valget har skiftet parti.

I Fredericia griber man nu i egen barm. Og det nye byråd har aftalt, at skifter man partifarve, skal man afgive sine poster.

Det er skrevet ind i aftalen mellem de seks konstitueringspartier, skriver Lokalavisen Budstikken Fredericia.

- Hvis man skifter parti undervejs, bliver man strippet for sine stjerner, siger kommende borgmester Jacob Bjerregaard (S) til avisen.

Af aftalen fremgår det, at vælger en byrod at skifte fra parti til et andet, end det man blev valgt ind på, så er det farvel til udvalgsposter og andet, der tilfalder det oprindelige parti.

Men Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, siger, at byrådsmedlemmer ikke kan forbyde partiskifte.

Han slår fast, at et byrådsmandat er personligt:

- Det tilhører hverken partiet eller byrådet. Så hvis et byrådsmedlem skifter parti - og ikke vil give afkald på sine poster, kan byrådet ikke tvinge ham til det, siger Roger Buch til Lokalavisen Budstikken Fredericia.

Posterne kan kun komme i spil, hvis byrådet konstituerer sig på ny, påpeger kommunalforskeren.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV