Nyt DR-stjernefrø: Det er en vild chance

Skrevet af admin

30/12/2015

Dagens topnyheder

Det er noget af en ilddåb, 28-årige Natalie Madueño får, når hun toner frem på skærmen den 1. januar i serien "Bedrag".

Drama-serien, der bliver sendt på DR1, er nemlig tv-kanalens helt store satsning, og på rollelisten er blandt andet store navne som Nikolaj Lie Kaas og Thomas Bo Larsen - og altså den helt nyuddannede skuespillerinde.

- Jeg var i lige i starten af mit fjerde år på teaterskolen, da jeg gik til casting, så det er det første, jeg rigtig laver, fortæller Natalie Madueño.

Efter et par castinger blev hun ringet op og fik at vide, at hun havde fået rollen som den fremadstormende jurist Claudia, der får et tæt samarbejde med Nikolaj Lie Kaas i rollen som direktør for selskabet Energreen. En drømmerolle for den unge skuespillerinde.

- Når man får at vide, at man har fået sådan en rolle, tænker man mange ting. "Fedt!","Er i sikre", en milliard tanker, fortæller Natalie Madueño.

- Jeg var ovenud lykkelig og turde næsten ikke tro på det. Jeg var også sindssygt nervøs det første stykke tid, men efterhånden lærte jeg at smide nervøsiteten og bare fokusere på arbejdet, siger skuespillerinden, der var færdiguddannet i sommeren 2014.

"Bedrag" er hendes første store opgave foran kameraet, og det kan hun godt mærke.

- Jeg var nervøs for, om jeg kunne løfte opgaven, sådan er det, når man er nyuddannet. Rent teknisk skulle jeg jo også lære at forholde mig ti kameraet og lys, og hvor jeg skulle stå, og hvad jeg skulle sige. Det var en helt ny verden.

- Det var noget med dybe vejrtrækninger hver gang, jeg gik på settet. Men jeg glædede mig også helt vildt. De første par måneder kunne jeg ikke vente med at gå i seng om aftenen, fordi det betød, at når jeg vågnede skulle jeg på arbejde. Jeg havde sådan en eufori i kroppe, fortæller hun og smiler.

Hun er mere end klar til, at underholde danskerne hjemme i stuerne, selvom det også er en surrealistisk tanke.

- Det er en vild chance at få at være med i sådan en serie, og jeg håber da, at det bærer nogle gode steder hen. Skridt for skridt begynder det at gå op for mig, at jeg har lavet noget, der rent faktisk bliver sendt i fjernsynet, siger hun.

Første afsnit af "Bedrag" sendes den 1. januar klokken 20.00 på DR1.

/ritzau/FOKUS