Nyt drab i Malmø: Mand skudt nær kirke

For anden gang i løbet af to dage er en person blevet dræbt af skud i den sydsvenske by Malmø.

Episoden fandt sted i nærheden af Sankt Maria-kirken i den centrale del af byen sent torsdag aften.

Politiet blev alarmeret lige efter midnat. Skudofferet blev erklæret død på sygehuset, oplyser Jimmy Molin, pressetalsmand for politiet.

Flere personer alarmerede politiet og fortalte, at de havde hørt adskillige kraftige "smæld", der lød som en skudveksling.

- Vi sendte flere patruljer til stedet. Den første patrulje finder en skudsåret mand. Man vurderer, at han er alvorligt skadet, og yder derfor førstehjælp, indtil ambulancen kommer frem til pladsen og bringer manden til hospitalet, siger pressetalsmanden.

Det lykkedes dog ikke at redde mandens liv.

Den dræbte menes at være i midten af 20'erne. Avisen Expressen skriver, at han blev ramt af adskillige kugler.

Tirsdag aften blev en cirka 20-årig mand dræbt i Malmø. Et vidne fortalte til Sydsvenska Dagbladet, at manden blev mishandlet af flere personer, før en af gerningsmændene affyrede flere skud mod offeret.

Politiet betegnede efterfølgende udåden som en "ren henrettelse". Et tidligere medlem af banden Outlaws er anholdt og mistænkt for drabet.

Det vides ikke, om de to drab har forbindelse til hinanden.

- Det er alt for tidligt at udtale sig om, siger Jimmy Molin til Expressen.

Tidligt fredag morgen er der endnu ikke foretaget anholdelser i forbindelse med det seneste drab.

/ritzau/TT

Dagens Gossip

Dagens TV