Nyt drama: Politiet skyder person ved Nørrebro Station

Skrevet af admin

15/02/2015

Dagens topnyheder

Politiet har affyret skud ved Nørrebro Station i København.

En person er blevet ramt, bekræfter Københavns Politi over for Ritzau.

Politiet kan ikke oplyse noget om den ramtes køn eller tilstand.

Det er tredje skudepisode i København på under et døgn.

Lørdag blev en 55-årig mand dræbt ved et attentat på Østerbro, hvor et debatarrangement fandt sted. Tidligere oplyste politiet, at det drejede sig om en 40-årig mand, men det var ifølge politiet en fejl.

Senere lørdag blev endnu en civil person dræbt, da han blev ramt af skud i hovedet i Krystalgade i København.

I alt fem betjente er blevet såret ved lørdagens to episoder. De er alle uden for livsfare.

Ved begge episoder lykkedes det gerningsmanden at slippe væk, og politiet havde natten til søndag endnu ingen anholdte i hverken sagen om skyderiet fra Krystalgade eller fra angrebet mod et debatarrangement på Østerbro.

Det er ifølge politiet endnu for tidligt at sige, om skyderiet i Krystalgade kan relateres til angrebet mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro, hvor der angiveligt også var tale om én gerningsmand.

- Men som ved Krudttønden efterforsker vi det i Krystalgade som mulig terror. Vi har dog ikke oplysninger, der bekræfter dette, men set i lyset af det, der er sket i resten af København, er det oplagt, sagde Allan Wadsworth-Hansen fra Københavns Politi ved en pressebriefing klokken 04.

Angrebet på Østerbro menes at være rettet mod den svenske Muhammedtegner og kunstner Lars Vilks, der var blandt gæsterne ved debatmødet "Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed".

/ritzau/