Nyt droneangreb dræber to militante i Yemen

Embedsfolkene og indbyggere i Lahj-provinsen, hvor droneangrebene ifølge Reuters fandt sted, fortæller, at dronen ramte en bil på en bjergsti mellem Yafe og Radfan sent lørdag aften. Angrebet kostede to personer, der var i bilen, livet.

Angrebet kommer i kølvandet på, at Det Hvide Hus i USA fredag offentliggjorde, at USA vil genåbne 18 ambassader og konsulater, der siden den 4. august har været lukket af frygt for terroraktioner fra al-Qaeda. Ambassaden i Sanaa i Yemen vil imidlertid forblive lukket, da der ifølge Det Hvide Hus fortsat er »en strøm af trusler« mod amerikanske interesser i Yemen.

Siden slutningen af juli har mindst 30 mennesker mistet livet i droneangreb i det østlige, sydlige og sydøstlige Yemen, skriver AFP. Angrebene menes at være udført af USA, der ifølge nyhedsbureauet er det eneste land, der er til stede i regionen, som har droner.

De amerikanske myndigheder har anerkendt, at landet bruger droner i Yemen, men afviser at kommentere yderligere på sagen.

Yemens myndigheder offentliggjorde i onsdags, at de har afsløret og forpurret omfattende terror- og kapringsplaner mod et olie- og gasanlæg og en havn.

Yemen er et af Mellemøstens fattigste lande og huser en meget aktiv gren af terrorbevægelsen al-Qaeda, al-Qaeda på den Arabiske Halvø (AQAP), der af USAs præsident Barack Obama fredag blev udpeget som en ekstremistisk gruppe med stor magt i Yemen, der fortsat kan udgøre en trussel.

Dagens Gossip

Dagens TV