Nyt EU-land: Få gad stemme til parlamentet

Kroaternes begejstring for EU kan ligge på et meget lille sted, hvis man skal tro valgdeltagelsen ved landets første valg til EU-Parlamentet søndag.

Kun 20,7 procent dukkede op for at bekendtgøre, hvem de ønsker skal repræsentere dem i parlamentet, når Balkan-landet ved Adriaterhavet bliver lukket ind i EU-varmen 1. juli som unionens 28. medlemsland.

Med 98 procent af stemmerne talt op pegede de fleste - 32,9 procent - på det ledende parti i Kroatiens højreorienterede oppositionskoalition, konservative HDZ, der dermed sikrer sig halvdelen af landets 12 pladser i parlamentet.

De ledende socialdemokrater kom med 31,9 procent lige efter og får fem sæder, mens arbejderpartiet får en enkelt plads i Bruxelles og Strasbourg.

Lokale politikere og embedsmænd har hyldet valget som en historisk milepæl for den tidligere jugoslaviske republik, der i 1991 løsrev sig fra Beograd, hvilket udløste en 10 måneder lang krig med cirka 20.000 dræbte.

Men blandt befolkningen er entusiasmen til at overse. Målinger viser, at kun halvdelen af vælgerne støtter EU-medlemskabet. Blandt andet på grund af en lunken økonomi i landet, der er dybt afhængig af turisme, og den europæiske gældskrise.

Samtidig får politikerne høvl for ikke at oplyse nok om parlamentsvalget.

- De har end ikke forsøgt at forklare folk, hvad de helt nøjagtigt vil arbejde for (i parlamentet), siger Dubravka Simac, 30-årig sælger fra Zagreb, om, hvorfor hun blev hjemme på sofaen søndag.

- Jeg støtter EU-medlemskabet, men det er ikke umagen værd at stemme på vores uduelige politikere, mener hun.

Iagttagere vurderer, at valgdeltagelsen nok også er lav, fordi de folkevalgtes mandat i Strasbourg kun vil gælde i et år, da der er valg til EU-Parlamentet i samtlige medlemslande i sommeren 2014.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip