Nyt flagskibsprodukt trækker Novo Nordisk frem

Skrevet af admin

05/08/2016

Mest læste i dag

Det går godt for Novo Nordisk, og det bekræfter regnskabet for første halvår af 2016.

Novo Nordisk omsætning steg til 54,7 milliarder kroner i årets første seks måneder, hvor specielt det nye insulin Tresiba klarer sig godt.

- Overordnet set er vi tilfredse med resultaterne i første halvår af 2016, hvor Victoza og Tresiba fortsat har leveret stærk salgsvækst, og Region Kina har vist fremgang hurtigere end forventet, skriver administrerende direktør Lars Rebien i regnskabet.

Salget af Tresiba, der er ved at tage over som Novo Nordisk staminsulin, steg med 161 procent i danske kroner til 1,4 milliarder kroner.

Samlet solgte Novo Nordisk medicin mod diabetes for 42,8 milliarder kroner i halvåret mens salget af produkter som blandt andet væksthormon og midler mod blødersygdomme, solgte for 11,8 milliarder kroner.

De 54,7 milliarder kroner er, efter alle regninger er betalt, omsat til en nettoresultat for diabetesgiganten fra Bagsværd på 19,4 milliarder kroner i første halvår.

Alt er dog ikke fryd og gammen for Novo Nordisk. Verdens største og mest lukrative marked for insulin, der amerikanske, er præget af hård konkurrence.

Ikke mindst fordi helt nye kopiprodukter langsomt men sikkert er på vej ind.

- I USA er markedsforholdene i stigende grad udfordrende, og kontraktforhandlingerne for 2017 afspejler en intensiveret priskonkurrence. Til trods for dette ser vi signifikante vækstmuligheder baseret på vores stærke portefølje af produkter til diabetesbehandling, skriver Lars Rebien i regnskabet.

/ritzau/