Nyt forslag skal give åbne parlamentsafstemninger i EU

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

Det skal fremover være tilgængeligt for offentligheden, hvordan de enkelte europaparlamentarikere stemmer.

Det mener den danske EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF), som tirsdag morgen fik godkendt et nyt forslag, der skal ændre fremgangsmåden ved afstemninger.

Forslaget, der blev godkendt i EU-Parlamentets forfatningsudvalg, er dermed ved sidste stop - en vedtagelse hos det samlede Europaparlament - før det kan træde i kraft.

- Lige siden jeg blev valgt til EU-Parlamentet, har jeg fundet det helt skørt, at alle afstemninger i udgangspunktet er hemmelige. Men det bliver der forhåbentlig lavet om på nu, siger Morten Messerschmidt, der står bag forslaget.

Afstemninger i EU-Parlamentet afgøres i dag som udgangspunkt ved håndsoprækning, og det bliver derfor ikke registreret, hvornår de enkelte parlamentarikere stemmer for og imod.

Ved en afstemning skal der anmodes om en såkaldt roll call vote - en elektronisk afstemning - før de enkelte politikeres stemmer bliver registreret.

Men det er et problem for gennemsigtigheden og demokratiet, når politikerne ikke kan konfronteres med deres stemmer, mener Messerschmidt.

- Det er en farce at tale om demokrati, hvis vælgerne og pressen ikke har mulighed for at holde kontrol med politikerne.

- Alt for længe har EU-parlamentarikerne levet i skjul og kunnet love til både højre og venstre. For ingen har kunnet se, hvad de endte med at stemme, siger han til Ritzau.

Det er baggrunden for Messerschmidts forslag om, at alle afstemninger skal foretages elektronisk.

Indtil afstemningen mandag aften havde alle de politiske grupper på nær de to største - socialdemokraterne i S&D-gruppen og de konservative i EPP-gruppen - stemt for.

De socialdemokratiske medlemmer af forfatningsudvalget endte dog med at stemme for, da der blev anmodet om en elektronisk afstemning.

Det samlede Europaparlament ventes af stemme om forslaget til januar.

/ritzau/