Nyt forsøg: Novo snuser til markedsværdi på en billion

Skrevet af admin

10/04/2015

Dagens topnyheder

På ugens sidste handelsdag nærmer Novo Nordisk sig igen en markedsværdi på en billion eller 1000 milliarder kroner, efter at et forsøg på at runde det skarpe hjørne blev afvist for et par uger siden.

Det skriver Ritzau Finans.

Medicinalselskabets aktie ligger fredag middag omkring 1,2 procent højere i 385,8 kroner, hvilket svarer til en markedsværdi på over en billion kroner af hele aktiekapitalen.

Fraregnet de egne aktier, som Novo Nordisk har købt under sit tilbagekøbsprogram, mangler der dog stadig en håndfuld milliarder kroner i markedsværdi, for at milepælen passeres.

Kigges der på, hvor meget medicinalaktien er steget i løbet af 2015, kan det lige knap gøres op til 50 procent.

I løbet af perioden har der også været to store nyheder, der har givet aktien positivt momentum, vurderer aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets.

Den første handlede om, at fase 2-studiet af en tabletbaseret behandling af diabetes 2 faldt succesfuldt ud til gavn for Novo Nordisk.

Den anden gik på, at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, accepterede at behandle genansøgningen for diabetesproduktet Tresiba, efter at første ansøgning blev afvist i 2013.

- Man kan sige, at når FDA modtager registreringsansøgningen - og i dette tilfælde på midlertidige data - så er der rigtig stor sandsynlighed for, at vi også ser en endelig godkendelse, siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau.

- Med de to nyheder ude kan man sige, at fra at Novo kun var lidt foran konkurrenterne rent konkurrencemæssigt, så er selskabet nu langt foran, når der ses på pipelinen og dens potentiale, tilføjer han.

Når det kommer til, om det danske selskab fredag for første gang kan lukke med en markedsværdi på over en billion, ser aktieanalytikeren optimistisk på det.

- Ja, det tror jeg. Aktiemarkedet ser rigtig positivt ud lige nu.

- Og jeg tror, der er mere positivt momentum i Novo Nordisk, end der er i aktiemarkedet generelt, så det vil absolut være mit bud, at den gør det, siger Michael Friis Jørgensen.

/ritzau/