Nyt græsk reformforslag får positiv modtagelse i Bruxelles

Skrevet af admin

22/06/2015

Dagens topnyheder

EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB) har modtaget det nye græske forslag, der skal holde landet fra en truende bankerot.

Og det ser umiddelbart positivt ud, lyder meldingen fra én af de tre kreditorer.

Martin Selmayr, EU-kommissionsformand Jean-Claude Junckers kabinetschef, kalder forslaget et godt udgangspunkt inden mandagens topmøde i eurozonen. Men det har ikke været nemt, konstaterer han.

- Nyt græsk forslag modtaget af Jean-Claude Juncker, Christine Lagarde (IMF-chef, red.) og ECB. God basis for fremgang ved morgendagens eurotopmøde. På tysk: "eine Zangengeburt" (en fødsel med tang, red.), skriver Martin Selmayr på Twitter.

Mandag kan vise sig at blive en skæbnedag for Grækenland. Landets premierminister, Alexis Tsipras, har da også kalenderen fyldt op med møder.

Om morgenen skal han ifølge det franske nyhedsbureau AFP mødes med Jean-Claude Juncker.

Og i Athen, den græske hovedstad, siger regeringen, at Tsipras har booket flere end Juncker i sin kalender inden topmødet.

Han skal også mødes med repræsentanter for IMF og ECB.

De to organisationer har sammen med EU holdt Grækenland økonomisk flydende i de seneste fem år med kæmpe milliardlån, men nu er det ved at være slut.

Grækenland vil have den sidste portion af kriselånene frigivet, men kreditorerne kræver, at Grækenland til gengæld skal forpligte sig til en række reformer og besparelser, hvilket den venstreorienterede Tsipras-regering hidtil har nægtet.

Imidlertid står Grækenland med ryggen mod muren, for 30. juni skal et afdrag på et IMF-lån falde, og det ser ud til, at Grækenland ikke har de penge.

Det drejer sig om 1,5 milliarder euro. Falder pengene ikke, kan Grækenland efter alt at dømme erklæres fallit, og så er der risiko for, at landet må forlade eurozonen.

/ritzau/