Nyt hackertrick: Afpresning med børneporno

Udenlandske it-kriminelle tager konstant nye metoder i brug for at omsætte deres computerfærdigheder til kolde kontanter ved hjælp af såkaldt malware, ondsindede programmer.

En af de hastigst voksende former er afpresningssoftware, der inficerer tilfældige computere og låser alt indhold, skriver Jyllands-Posten.

Herefter får brugeren en besked fra eksempelvis "Politiet i Kongeriget Danmark" om, at han ulovligt har besøgt en side med børnepornografisk indhold eller zoofili (sex med dyr) og skal betale en "bøde" på for eksempel 100 euro.

Uden løsesummen kan han ikke få adgang til sin computer.

Som noget nyt indsættes der nu pornografiske billeder i meddelelsen fra "politiet".

- Tysk politi har advaret mod det, og derfor advarer vi nu også i Danmark, siger Johnny Lundberg, chef for Rigspolitiets Nationale IT-Efterforskningssektion, Nites.

Billederne beskrives af de tyske myndigheder som "ungdomspornografi", altså med personer som både kan være 20, 18 og 15 år. De er på grænsen mellem det lovlige og ulovlige og har til formål at få folk til at betale uden at kontakte andre.

- De kriminelle spiller på, at man vil undgå pinligheden, fortæller Johnny Lundberg til Jyllands-Posten.

/ritzau/

 

Dagens Gossip