Nyt hold forventer sejre til dansk cykeltalent

Skrevet af admin

28/11/2014

Mest læste i dag

I 2014 vandt det danske cykeltalent Magnus Cort 11 sejre.

Fra den kommende sæson kører han på World Tour-holdet Orica-Greenedge, og her vinder han næppe lige så meget. Men hans nye australske arbejdsgiver har store forventninger til den 21-årige dansker.

Det beskriver sportsdirektør Matt White over for cyclingnews i en samtale om Magnus Cort og hans jævnaldrende rival og kommende holdkammerat Caleb Ewan, der er australier.

- Målet med Magnus og Caleb er, at de skal fortsætte med at vinde - de er vindertyper. Og så skal vi samtidig udvikle dem, siger Matt White og fortsætter:

- Vi skal selvfølgelig være realistiske, men jeg mener, at de er i stand til at vinde på World Touren.

Magnus Cort håber selv, at han kan få lov at lægge ud med lidt mindre løb og smage lidt af sejrens sødme:

- Jeg tror, at det er vigtigt at fortsætte med at være med, når cykelløbene bliver afgjort, og køre efter sejren. Og det er dét, at jeg er god til.

- Selvfølgelig vinder jeg næppe 11 cykelløb næste år, men med tiden håber jeg at blive en af feltets bedste ryttere. Men det siger alle jo nok, når de bliver professionelle, konstaterer Cort.

Det danske talent, der vandt en etape i Post Danmark Rundt i 2014 og to i 2013, vil meget gerne med tiden vinde en etape i Tour de France, men han har et mål, som overskygger alt andet:

- Min største drøm er at blive verdensmester. Ikke næste år, men en dag.

Magnus Corts sæsonplan ligger endnu ikke helt fast, men ifølge sportsdirektør Matt White kommer danskeren til at sæsondebutere i Frankrig på februar måneds sidste dag. Dernæst bliver han kastet ud på dybt vandt i etapeløbet Tirreno-Adriatico, og så venter de første løb i Belgien.

/ritzau/