Nyt job til Wozniackis eks-træner

Han trænede Caroline Wozniacki, da hun spillede på KBs klubhold, og rådgav kineseren Li Na, da hun for et par år siden vandt Grand Slam-turneringen French Open.

Nu vender den tidligere danske Davis Cup-spiller Michael Mortensen tilbage til de kvindelige tennisspilleres WTA Tour.

Lørdag eftermiddag tog han flyet fra København til Beijing, hvor han skal arbejde med Galina Voskoboeva fra Kazakhstan.

- Hun har potentiale til at være blandt de 30-40 bedste på verdensranglisten i single, siger Michael Mortensen og tilføjer: 

- Men efter hun i maj sidste år lå nummer 42, er det kun gået nedad for hende. Lige nu er hun blot nummer 81. Det er nu min opgave, at få hende tilbage på rette spor.

I første omgang skal Michael Mortensen arbejde med Galina Voskoboeva før og under den kommende turnering, China Open, i Beijing.

- Hvad der herefter sker, er ikke besluttet endnu, siger Michael Mortensen, der de seneste år har været en dygtig og meget vidende kommentator på tv-kanalen Eurosports tennistransmissioner.

Mens 29-årige Galina Voskokoeva det seneste år har haft svært ved at skabe resultater i single, er det i samme periode gået bedre i damedouble. Her har hun i denne uge sammen med amerikaneren Vania King kvalificeret sig til finalen ved WTA-turneringen i kinesiske Guangzhou mod hjemmebane-yndlingene Su-Wei Hsieh og Shuai Peng.  

 

Dagens Gossip