Nyt korps skal bremse illegale arbejdere

Det skal være slut med underbetalte og illegale arbejdere på de kommunale bygge- og arbejdspladser i København.

Anført af overborgmester Frank Jensen (S) vil Københavns Kommune oprette sin helt egen kontrolenhed, der efter planen skal rykke ud på 430 årlige kontrolbesøg i jagten på firmaer og underleverandører, der giver pokker i kommunale kontrakter og danske overenskomster.

Samtidig bliver det nu gjort endnu mere tydeligt i de kommunale kontrakter, at København ikke tolererer social dumping i nogen form, skriver Politiken.

- Vi har set polske håndværkere blive spist af med timelønninger omkring de 40 kroner. Men vi vil simpelthen ikke finde os i, at lønmodtagere bliver snydt, udnyttet og underbetalt i ly af kommunale kontrakter og byggeopgaver, siger Frank Jensen til Politiken.

Firmaer og leverandører, der tager chancen alligevel og bryder regler og kontrakter, vil i fremtiden blive afkrævet kontante bøder, eller også tilbageholder kommunen betalingen for det udførte arbejde.

I yderste konsekvens ophæver Københavns Kommune kontrakten.

Frank Jensen vil afsætte fem millioner kroner årligt og dermed seks-otte medarbejdere til den nye centrale kontrolenhed, der skal arbejde på tværs af de kommunale forvaltninger.

Meldingen om et kommunalt udrykningskorps bliver modtaget med begejstring af fagforbundet 3F, der har afdækket adskillige eksempler på grov underbetaling og udnyttelse af østeuropæiske arbejdere i hovedstaden.

Ifølge Palle Bisgaard, faglig sekretær i 3F's byggegruppe, bør mange flere kommuner gøre det samme som København og oprette lokale kontrolenheder.

- For i dag er der stort set ingen kommuner, der kontrollerer, om deres kontrakter bliver overholdt, siger han til Politiken.

/ritzau/

 

Dagens Gossip