Nyt lærerudspil puster liv i forhandlingerne med KL

Da forhandlingerne med Kommunernes Landsforening (KL) strandede kort før klokken 21, og parterne havde forladt forhandlingsbordet fik KL-forhandler, Michael Ziegler, en mail i indbakken. I mailen var der et nyt udspil fra Danmarks Lærerforening.

Udspillet, som ifølge Michael Ziegler var helt nyt, men ifølge Anders Bondo Christensen var kendt stof, fik de to til at vende rundt og gå tilbage til forhandlingsbordet.

Det nye forslag imødekommer ifølge Danmarks Lærerforening KLs ønske om øget ledelsesret.

»På den enkelte skole afsættes der en pulje til forberedelse og efterbehandling af undervisningen, som skolelederen fordeler mellem lærerne, og lærerne arbejder i øvrigt efter samme arbejdstidsregler som alle andre kommunalt ansatte. Mange kommuner er glade for den nuværende aftale, derfor skal de naturligvis have mulighed for at vælge mellem den eksisterende aftale og den nye KL-model,« lyder det blandt andet i udspillet, som Danmarks Lærerforening sendte til KL i 11. time.

»Det indeholder det, som KL gang på gang har efterlyst: At lærerne får samme vilkår som alle andre offentligt ansatte. Nemlig en 37 timers arbejdsuge med normale varslingsbestemmelser, regler for merarbejde og fuld ledelsesret til skolelederen til at fordele arbejdet. Vi har imødekommet KLs ønsker,« siger Anders Bondo Christensen i mailen.

Michael Ziegler nåede ikke at forholde sig til, om han også mener, at lærerne har imødekommet KLs ønsker, inden han gik tilbage i forhandlingslokalet.

Flere af forslagene i det nye udspil fra lærerne lægger sig op af den finske arbejdsmodel for lærerne. Den betyder blandt, at de finske lærere har 24 undervisningslektioner á 45 minutter hver uge.

Forslaget kom meget bag på Michael Ziegler, der ifølge eget udsagn ikke kendte til den finske model, men han var altså klar til at sætte sig tilbage til forhandlingsbordet igen.

Det nye udspil fra Danmarks Lærerforening indeholder blandt andet forslag om, at:

-Skolelederen skal have fuld ledelsesret.

-Normperioden er fire uger á gennemsnitligt 37 arbejdstimer.

-Arbejdet tilrettelægges normalt på hverdage, mandag til fredag, i dagtimerne.

-Der ydes tillæg eller oparbejdes frihed for arbejde udført uden for normal arbejdstid.

-Hver skole garanteres en pulje tid til forberedelse og efterbehandling af undervisningen, som skolelederen fordeler til lærerne.

Dagens Gossip