Nyt land får grønt lys for euro-medlemskab

Letland er egnet til at blive medlem af eurosamarbejdet.

Det mener EU-Kommissionen, som onsdag i en rapport ventes at give grønt lys for letternes ambitioner om at indføre den fælleseuropæiske valuta.

Dermed tager den lille, baltiske stat et væsentligt skridt i retning af at blive det 18. medlem af eurozonen fra starten af næste år.

Kommissionens rapport handler om, hvorvidt letterne lever op til kriterierne for medlemskab af euroen. Det drejer sig blandt andet om at have lav inflation og godt styr på den offentlige gæld og underskud.

Og det har Letland, der blev hårdt ramt af krisen i 2008 og 2009 og siden har gennemgået smertefulde økonomiske reformer, ifølge EU-Kommissionen.

- Beslutningen om Letland er positiv, siger en EU-embedsmand ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Før Letland kan blive lukket ind i eurozonen, skal EU's stats- og regeringschefer vende tommelfingeren op ved et topmøde i juni.

Derudover skal Europa-Parlamentet også konsulteres, og så skal finansministrene i EU gøre beslutningen formel i juli.

Krisen omkring euroen har ført til fornyede diskussioner om euroen i den baltiske stat.

Mens Letlands politiske ledere er opsatte på at blive en del af eurozonen, så frygter en stor del af befolkningen, at en indtræden i euroen vil føre til flere og flere prisstigninger, og at flere beslutninger vil blive rykket til Bruxelles.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip