Nyt lyspunkt: 45 reddet ud af ødelagt fabrik

Siden en otte-etagers fabriksbygning onsdag kollapsede i udkanten af hovedstaden i Bangladesh, har redningsmandskab arbejdet uafbrudt i håb om at finde overlevende mellem murbrokkerne.

Fredag er der positive meldinger fra ulykkesstedet i Dhaka, hvor det er lykkedes at hive adskillige kvæstede ud af den sammenstyrtede bygning med livet i behold.

- Vi har reddet 45 mennesker - heriblandt 41, som blev fundet i live på samme sted, siger Ahmed Ali, en chef for redningsindsatsen, og tilføjer, at de fleste blev fundet på fjerde sal.

Dagen før lød der også jubelbrøl fra den store folkemængde ved katastrofestedet, da det lykkedes at finde 40 overlevende efter tragedien, der har kostet mindst 273 mennesker livet. Og redningsholdet håber på at finde flere i live.

- Vi har lokaliseret omkring 20-25 personer, men det er meget svært at nå frem til dem. Men de er stadig i live, lyder det fra redningschefen.

De fleste af de mange omkomne er kvinder, der var på arbejde på en af de fem tekstilfabrikker i den høje bygning. Kun stueetagen er intakt efter sammenstyrtningen.

Hundredvis af mennesker er desuden blevet kvæstet, og hospitalerne i området flyder med sårede efter fabrikskatastrofen - det værste bygningskollaps i landets historie.

Det sker ofte, at bygninger styrter sammen i det fattige land, fordi de fleste bygherrer trodser regeringens regler for sikkerhed i forbindelse med konstruktion af etagebyggeri.

Eksempelvis mistede mere end 70 mennesker livet i samme område i 2005, da en flere etager høj tekstilfabrik kollapsede.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip