Nyt målshow: U21-drenge banker Bulgarien 7-1

Skrevet af admin

09/09/2014

Dagens topnyheder

Det danske U21-landshold rundede tirsdag aften EM-kvalifikationen af med en sejr på 7-1 over Bulgarien i Aalborg.

Landstræner Jess Thorups mandskab gik dermed ubesejret gennem de 10 kvalifikationskampe med otte sejre og en målscore på imponerende 37-9.

Onsdag beslutter det europæiske fodboldforbund, Uefa, om Danmark bliver seedet til de kommende playoff-kampe, hvilket vil øge de danske EM-chancer betragteligt, da man i så fald har mulighed for at undgå nationer som Tyskland og Spanien.

Danskerne afgjorde forholdsvist hurtigt sagerne mod Bulgarien, der blev kørt ud af banen i Nordjylland.

Den lokale helt Lucas Andersen, der spiller i Ajax Amsterdam, scorede de to første mål. Scoringen til 2-0 efter godt en halv time var ren klasse, da stortalentet opsnappede bolden bagest i Bulgariens straffesparkfelt og med stort overblik drejede bolden op i det fjerne målhjørne.

Inden pausen havde Riza Durmisi og anfører Jannik Vestergaard øget til 4-0 mod et bulgarsk hold, der midtvejs i første halvleg var blevet reduceret til 10 spillere på grund af en udvisning.

Selv om gæsterne scorede til 1-4 på et frispark umiddelbart efter pausen, så fortsatte det danske stormløb i anden halvleg, hvor Jess Thorup testede flere af sine angrebsmuligheder af.

Lucas Andersen røg ud på bænken, mens de to store angribere Kenneth Zohore og Emil Berggreen kom på banen. Begge fik naturligvis scoret. Det samme gjorde superligatopscorer Uffe Bech fra FC Nordsjælland.

For Emil Berggreen var indskiftningen efter en times spil lidt speciel, da den høje angriber blev den første landsholdsspiller nogensinde fra Hobro, som i øjeblikket overrasker med en andenplads i Superligaen.

Det blev også til lidt malurt for danskerne, da Zohore og Durmisi blev skadet i de sidste minutter af kampen.

Danmark slutter suverænt på førstepladsen i kvalifikationsgruppe to med 26 point foran Rusland, der fik 22 point. Bulgarien ender kvalifikationen på fjerdepladsen med ni point efter Slovenien.

Der er lodtrækning til de kommende playoff-kampe på fredag. Næste års EM i Tjekkiet får deltagelse af otte nationer.

/ritzau/