Nyt middagskoncept matcher par

Netværk for singler, erhvervsfolk eller mødre får nu følgeskab af en ny type netværk: Netværk for par, der gerne vil møde andre par på gode restauranter.

Eventarrangør Mie Münster-Swendsen starter konceptet Dinner4Couples - Served with a Purpose. Her vil hun matche par, der gerne vil udvide deres fælles netværk.

- Jeg har undret mig over, at der ikke var nogen tilbud for denne målgruppe. Tit glemmer par at være par og pleje hinanden og bruger i stedet al deres fritid på børnene, separate fritidsinteresser eller hver deres venner. Med Dinner4Couples vil jeg give dem muligheden for at hygge sig sammen og få nogle nye fællesoplevelser med hinanden, fortæller hun.

Første arrangement finder sted på Restaurant Wohlert, Cafe Petersborg og Aperitivo Trattoria torsdag den 4. juli. Fremover kommer der flere arrangementer.

På længere sigt kan parrene tilmelde sig en række forskellige kategorier, alt efter hvilke typer par de gerne vil møde: Karrierefolk, par med børn, par uden børn, par hvor den ene er tilflytter eller par, hvor den ene er udlænding.

- Jeg taler med mange par, der enten er det første par i vennekredsen, der har fået børn eller det sidste, der får det. Og de vil gerne møde andre par, der lever ligesom dem selv og forstår deres situation. Også par, der bevidst har valgt børn fra, kan have lyst til at mødes med andre par, hvor snakken om børn ikke fylder så meget. Dinner4Couples er også for par, der lige er flyttet til København, og som ikke kender så mange her. Til middagsarrangementerne kan de bygge en helt ny omgangskreds op, siger Mie Münster-Swendsen, som understreger, at konceptet udelukkende handler om netværk og ikke har nogen seksuelle undertoner.

Dagens Gossip