Nyt million-søgsmål på vej mod Jyske Bank

Efterdønningerne fra finanskrisen bliver ved med at ramme Jyske Bank. En sag, hvor der tidligere er indgået forlig, bliver nu fulgt op af endnu et erstatningskrav fra bankkunder, der føler sig vildledt af bankens investeringsrådgivning, skriver Epn.dk.

Det drejer sig om sagen om den omstridte hedgefond, som Jyske Bank op til krisen solgte som en investering med en begrænset risiko - og som viste sig at være et sort hul for investorerne. 80 procent af de indskudte cirka en milliard kroner forsvandt som dug for solen, da verdens aktiemarkeder kollapsede under krisen.

Tabet medførte erstatningskrav fra investorerne, hvilket Jyske Bank i starten afviste blankt. Efter års tovtrækkeri krøb banken dog til korset og indgik et forlig, hvor investorerne fik lovning på en erstatning på 80 procent af deres tab.

Men det har ikke lukket sagen fuldstændigt, fortæller Henrik Puggaard fra advokatfirmaet Lett, som er inde over gruppesøgsmålet.

»Ikke alle investorer har accepteret det oprindelige forlig, og banken gav ikke tilbuddet til alle, så det har hele tiden ligget i det oprindelige tilbud, at sagen ville fortsætte for disse investorer,« siger han ifølge netavisen.

Indtil videre er kravet dog mindre end det tidligere. Pt. er der tale om omtrent 50 investorer, der søger cirka 50 millioner kroner i erstatning. Kravet kan dog svulme, hvis flere investorer melder sig under fanerne. Ud af de omtrent 10.000 investorer, der skød penge i hedgefonden, har 8.500 indtil videre forholdt sig passivt.

Jyske Bank ønsker endnu ikke at kommentere detaljerne i sagen, skriver Epn.dk.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV