Nyt og større socialministerium vækker bekymring

Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard (DF), bekymrer sig især over udlændingeområdet.

»Før havde vi et helt ministerium, som alene hed Integrationsministeriet, som omhandlede udlændinge- og integrationspolitik. Da Karen Hækkerup (S) så tog over, så blev det lagt under hende, og nu er det blevet endnu mere minimeret, fordi der er kommet flere områder ind under Socialministeriet. Det, synes jeg, er meget bekymrende i forhold til fremtiden,« siger Pia Kjærsgaard, der aldrig »har hørt hende (Vilhelmsen, red.) udvise interesse for udlændinge- eller integrationspolitik i det hele taget«.

»Det eneste, jeg har hørt, er, at hun ønsker at afskaffe 24-årsreglen, og det er jo ikke særlig positivt i forhold til også at have integration under sit ministerium,« siger Pia Kjærsgaard med henvisning til, at Vilhelmsen ved sin indsættelse i ministeriet fredag erklærede sig uenig med den linje, regeringen har lagt omkring reglen.

»Som SFer er jeg stadig imod 24-årsreglen, men det er der ikke opbakning til i regeringen, så det bliver ikke i denne regeringsperiode,« sagde Vilhelmsen.

At børneområdet rykker fra Christine Antorinis (S) undervisningsministerium over i Annette Vilhelmsens ministerium, skaber også bekymring blandt fagfolk.

»Der er rigtig meget fokus på sociale problemstillinger, integrationsproblemstillinger, og hvordan vi får løst nogle af alle de problemstillinger med anbragte børn, botilbud for voksne og så videre. Og der kan hele den almindelige diskussion om, hvordan vores daginstitutioner fungerer, indrettes og udvikles godt risikere at forsvinde. Og det er det, jeg er bekymret for,« siger Peter Albæk, formand for Børns Vilkår.

Henning Pedersen, formand for pædagogernes fagforening, BUPL, stemmer i:

»Der bliver en stor udfordring for hende (Vilhelmsen, red.) i at få børneområdet opprioriteret, og det vil være en opgave, som vi vil holde hende fast på,« siger han i en pressemeddelelse.

Kritikerne bliver bakket op af regeringens støtteparti, Enhedslisten. Partiets medlem af Børne- og Undervisningsudvalget, Rosa Lund (Ø), kalder det »et tilbageskridt, at man lægger børnedelen ind i Social- og Integrationsministeriet.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Annette Vilhelmsen, men hun sagde lørdag i en skriftligt kommentar til Politiken, at hun »er særligt optaget af, at alle børn får de bedste muligheder for en god start på livet.«

Ifølge Berlingske sagde hun fredag:

»Jeg fortsætter Karen Hækkerups arbejde. Men jeg har jo også fået børneområdet og får derfor en vigtig rolle som koordinerende minister. Ministeriet er blevet udvidet, og det giver nogle andre muligheder end tidligere, men jeg vil ikke gå ind i specifikke politikområder i dag.«

Dagens Gossip