Nyt projekt på Skamlingvejen ved fjorden

Projektet på grunden ved Skamlingvejen over for Marina Syd i Kolding er strandet, men nu har firmaet Casa F A/S et nyt projekt og vil gerne overtage grunden fra Hoffmann A/S.

Kolding Kommune solgte i 2006 grunden ved Skamlingvejen. På baggrund af vinderprojektet i en arkitektkonkurrence blev der i 2008 udarbejdet lokalplan for en etageboligbebyggelse. Bebyggelsen omfattede 12 højhuse i varierende højder på mellem 13 og 15 etager i op til 48 meters højde. Højhusene var parvist forbundet med trappe- og elevatortårne, og der blev kalkuleret med to boliger på hver etage.

Projektet er aldrig blevet realiseret og nu foreligger der et nyt projekt fra firmaet Casa F A/S der vil overtage grunden fra Hoffmann.

- Det er jo et område vi som Kommune har åbenlys interesse i, at udvikle. Der kan blive nogle virkelig attraktive boliger som kan være med til, at tiltrække ny indbyggere. Projektet indeholder omkring 156 lejligheder med mulighed for 8 punkthus bestående af hver tre blokke med mulighed fra 1 op til 11 etager. Det har været afgørende for mig, at det bliver en meget fleksibel lokalplan, så et nyt projekt ikke skal strande på en eller anden stram formulering, siger næstformand i Plan- og miljøudvalget, Bjarne Juel Møller og fortsætter:

- Jeg synes vi skal gøre mest muligt for, at sætte gang i nye initiativer og byggerier. Vi skal tænke på arbejdspladser og flere indbyggere i Kolding Kommune så vi kan få mere gang i hjulene, fortæller han.

Efter planen skal Plan- og Miljøudvalget godkende lokalplanforslaget den 28. oktober med en efterfølgende høringsfase, så borgerne kan give deres mening til kende.

Dagens Gossip