Nyt regerings-farvel: Færøernes landsstyre igen i mindretal

Skrevet af admin

21/09/2015

Dagens topnyheder

Først den ene vej, så den anden vej.

På bare en uge er det færøske landsstyre gået fra at have flertal til at komme i mindretal, så flertal og nu mindretal igen.

Det sker, da Annika Olsen med øjeblikkelig virkning har valgt at forlade sit parti Framsókn, Fremskridt, som sidder i regering.

Tidligere forlod hun oppositionspartiet Fólkeflokken til fordel for Framsókn, men den beslutning har hun nu ændret efter kun få dage, skriver den færøske radiofoni, KVF.

Landsstyret blev dannet for en uge siden af de tre partier Javnaðarflokkin, Tjóðveldi og Framsókn som følge af valget i starten af september.

Det er uklart, om Annika Olsen har taget orlov eller sagt endelig farvel til færøsk politik, men det står klart, at hun forlader en af de tunge udvalgsposter som formand for finansudvalget efter grundige overvejelser.

Da Annika Olsen skiftede til Framsókn, fik landsstyret på ny absolut flertal, men det er altså væk nu. Da hun blev valgt ind for Fólkeflokken, går hendes mandat nu til en suppleant fra oppositionen.

Det færøske udtryk "at trække fisk i land fra begge sider af båden" passer godt på den forgangne uge, mener Jógvan Mørkøre, der er samfundsforsker på Færøernes Universitet.

- Det har været en yderst kaotisk uge og meget surrealistisk.

- Folk forstår ikke en pind af det, der sker. Hun sagde, at hun måske har været for hurtig i vendingen (i forhold til første partiskift red.), og hun har i hvert fald været under gevaldig pres, siger Jógvan Mørkøre.

Til gengæld kan landsstyret forblive ved magten, da løsgængeren Sonja Jógvansdóttir fortsat peger på den socialdemokratiske Aksel V. Johannesen, Javnaðarflokkins formand, som lagmand.

Jógvansdóttir er den første åbent homoseksuelle folkevalgte på Færøerne, og hun forlod lagmandens parti i sidste uge med den begrundelse, at partiet blokerede for vielse mellem homoseksuelle.

- Han fremstår som en ret svag leder. Han skal også tænke over fremtiden for sit eget parti, for det dur ikke, at nogle gamle knarke siger, at de ikke vil et moderne socialdemokrati, som ungdommen og fremtiden kræver.

- De har bragt sig i en meget mærkværdig position. Han er en ny formand, så han burde sætte de gamle på plads og sige, at man skal satse på de unge, som har kørt en hård valgkamp, siger Jógvan Mørkøre.

/ritzau/