Nyt rekordoverskud til Novo Nordisk

Det er business as usual i Novo Nordisk.

Den danske medicinalkoncern tordner frem, og 2012 var ikke nogen undtagelse.

Novo Nordisk kom ud af 2012 med rekordoverskud på 27,8 milliarder kroner før skat. I 2011 var overskuddet på 21,9 milliarder kroner - så bundlinjen voksede med 18 procent.

Også salget boomede. Sidste år landede omsætningen på over 78 milliarder kroner - og det er en stigning på 18 procent i forhold til 2011.

Og der er ikke noget, der tyder på, at i år vil betyde en ændret fremgang hos Novo.

Aktierne i Novo Nordisk overvandt den magiske grænse og kostede over 1000 kroner den 23. januar i år. Og koncernens markedsværdi ligger i omegnen af 560 milliarder kroner.

Samtidig blev det langtidsvirkende Tresiba og insulinmikset Ryzodeg godkendt sidste år i Europa og Japan - og lige nu venter man på de amerikanske myndigheders godkendelse. Og det er produkter, der også vil bidrage på bundlinjen.

For 2013 forventer man i Novo, at salget samlet vil stige med 8-10 procent, oplyser koncernen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip