Nyt rentedump til boligejerne: 1,5 procentslån er åbent

Skrevet af admin

06/02/2015

Dagens topnyheder

De mange rentenedsættelser fra Nationalbanken sætter nu endnu engang en lavere standard for renteniveauet på danske realkreditlån.

Således har Nykredit valgt at åbne en 30-årig realkreditobligation med afdrag til en rente på blot 1,5 procent.

Obligationen skal bruges til udlån i Nykredit og datterselskabet Totalkredit, og den kan dermed blive udgangspunktet for fremtidige boliglån.

- Renten på fastforrentede realkreditlån er faldet og faldet, og vi har på et halvt år åbnet først et 2,5 procents lån, så 2 procent og altså nu et 1,5 procents fastforrentet lån, konstaterer områdedirektør Sune Worm Mortensen i en pressemeddelelse.

Det er kun lidt mere end en måned siden, at Nykredit indførte 2 procentslånet, som dengang blev beskrevet som "historisk".

Men siden har Nationalbanken fire gange sænket renten på indskudsbeviser med i alt 0,70 procentpoint.

Senest blev renten sænket torsdag med virkning fra fredag, således at den nu er negativ med trekvart procent.

- Når ECB (Den Europæiske Centralbank, red.) melder ud om opkøb, og Nationalbanken skruer på renteknapperne, kommer det de danske boligejere og virksomheder til gode, konstaterer Sune Worm Mortensen.

Nykredit vil dog i første omgang ikke anbefale det nye lån til kunderne, da kursen fortsat er mere fordelagtig på 2 procentslånet.

- Årsagen til åbningen er, vi ikke vil stå i en situation, hvor låntagerne ikke kan få et 30-årigt fastforrentet lån, som vil være tilfældet, hvis kursen på 2 procent går over 100, siger områdedirektøren og uddyber:

- Det er i sidste ende op til os, hvor fleksible - eller rigide - mulighederne skal være for vores kunder, så derfor er vi på forkant.

Nykredit havde i mindre end en time titlen som det eneste realkreditinstitut, der tilbyder lån på 1,5 procent.

Kort før klokken 10 har Realkredit Danmark meddelt, at man følger efter.

/ritzau/