Nyt studie hjælper til behandling af sygdom i hjernen

En række forskere fra Københavns Universitet har fundet et middel til at bekæmpe sygdom i hjernen, da en ny type blodceller viser sig at hæmme multipel sklerose.

De nyopdagede blodceller tilhører en gruppe af hvide blodceller, der kaldes lymfocytter.

Cellerne viser sig at indeholde et særligt molekyle, som er afgørende for blandt andet at modvirke såkaldt inflammation og sygdom i hjernen.

- Fra et behandlingsmæssigt synspunkt er vores resultater virkelig interessante, og vi håber, de kan bruges til at udvikle ny behandling til de patienter, som ikke har gavn af den eksisterende behandling, siger professor Shohreh Issazadeh-Navikas.

Shohreh Issazadeh-Navikas har ledt den forskergruppe, som er kommet frem til studiets resultat.

Sammen har hun og kollegerne undersøgt blod fra patienter med multipel sklerose før og efter, at de har modtaget to års behandling med stoffet interferon-beta.

Professoren forklarer, at det især vil være patienter med fremskreden sygdom, der kan få gavn af den nye viden, som søndag er blevet publiceret i tidsskriftet Nature Medicine.

- I vores biologiske model kan vi aktivere normale lymfocytter kemisk og gennem genterapi. Vi håber, at dette kan danne grundlag for en ny behandlingsstrategi, siger Shohreh Issazadeh-Navikas.

Forskernes viden fra studiet kan desuden have betydning for at udvikle behandling mod andre sygdomme, der blandt andet tæller type 1-sukkersyge og kronisk leddegigt.

Antallet af patienter med multipel sklerose er steget med 10 procent de seneste fem år og er nået op på 2,3 millioner på verdensplan.

Kvinder rammes oftere end mænd, og der eksisterer ingen kurerende behandling, oplyser Biotech Research & Innovation Centre (Bric) ved Københavns Universitet.

/ritzau/

Dagens Gossip