Nyt topresultat til Riis

Mens de skarpeste kernetropper fører sig overbevisende frem i Vuelta España, hentede Team Saxo-Tinkoff lørdag endnu et fint resultat i en ellers mager sæson.

Holdets australske sprinter Jonathan Cantwell slap således med i udbrud på anden og sidste etape fra Rotterdam til Antwerpen af det ASO arrangerede mini-etapeløb World Ports Classic, og det rakte til en samlet andenplads.

Udbruddet blev jagtet hårdt bagfra, og det stod klart, at Cantwell skulle både blæse og have mel i munden, hvis han ville vinde sammenlagt; han skulle således både deltage i føringsarbejdet sammen med to team-kolleger og samtidig sikre sig vitale bonussekunder i den afsluttende spurt, som udspillede sig efter etapevinder Maarten Tjallingi (Belkin).

- Det var en meget hård etape, hvor feltet simpelthen krakelerede bagfra, men vi sad med tre ryttere i udbruddet, og det sender under alle omstændigheder et signal om vores bredde på holdet. Jonas (Aaen) og Marko (Kump) arbejdede rigtig flot for Johnny i finalen, hvor de holdt et højt tempo. Desværre lykkedes det ikke at komme ind på andenpladsen i spurten, hvilket var nødvendigt for at vinde samlet, men som sportsdirektør er jeg absolut tilfreds med indsatsen, og det giver god moral til de kommende opgaver, erklærer Team Saxco-Tinkoffs sportsdirektør Steven De Jongh til holdets hjemmeside.

Vinder blev QuickSteps Nikolas Maes, som dermed hentede endnu en sejr til Brian Holms i forvejen succesmagnetiske mandskab.

Dagens Gossip