Nyt turismeprojekt skal skabe vækst ved Limfjorden

Limfjordsområdet har allerede en betydelig turisme, men der er plads til flere turister, og de må gerne komme tiere og bruge flere penge.

Projektet ”Grøn vækst Limfjorden”, der dækker Holstebro, Lemvig, Struer og Skive kommuner, har netop fået en bevilling fra NaturErhvervsstyrelsen på 2,7 millioner kroner.

Fra Region Midtjylland er der bevilget 1,2 millioner kroner, og de fire kommuner bidrager tilsammen med 1,5 millioner kroner. Derudover forventes en privat medfinansiering på 600.000 kroner.

- Med "Grøn Vækst Limfjorden" får vi i endnu højere grad mulighed for at sætte fokus på Limfjorden som en attraktiv feriedestination. Det vil vi gøre ved at udvikle og sammensætte nye feriepakker, lave events med udgangspunkt i Limfjorden, og samtidig udvikle nye måder at markedsføre området på, siger Susanne Toftegaard Hansen, der er chef for Erhvervs- og Turismeudvikling i Holstebro Kommune.

- Tilsammen vil det forhåbentlig medvirke til vækst i hele Limfjordsområdet. Vi vil gerne tage et stort skridt i retning af online markedsføring. Det er i online, de fleste af vore gæster i både ind- og udland søger os, og derfor skal vi naturligvis være at finde på de forskellige digitale platforme, slutter Susanne Toftegaard Hansen.

Dagens Gossip

Dagens TV