Nytåret i Paris præges af soberhed og sammenhold

Skrevet af admin

31/12/2015

Mest læste i dag

Myndighederne i Paris har nedtonet de officielle arrangementer og festligheder i forbindelse med nytåret på grund af frygt for nye angreb udført af ekstremistiske, voldelige islamister fra Islamisk Stat eller andre jihadister.

Omkring 11.000 soldater, politimænd og beredskabspersoner er udstationeret i den franske hovedstad, hvilket er 2000 flere end for et år siden.

Et længe planlagt videoshow på Triumfbuen ved midnat bliver kortere end planlagt og et festfyrværkeri er aflyst over storbyen for at undgå store sammenstimlede folkemængder.

Der er også indført restriktioner for salg af alkohol i "Byernes By," hvor der har hersket nødretstilstand siden angrebene den 13. november, hvor 130 mennesker blev dræbt og omkring 200 blev såret.

- Vi har besluttet at markere nytåret i en stemning af soberhed og sammenhold, skriver byens borgmester, Anne Hidalgo, på sin officielle hjemmeside.

- Turister og indbyggere i Paris vil som sædvanligt have mulighed for at mødes på verdens smukkeste avenue, skriver hun om Champs-Eylsées og tilføjer:

- Men i år er der en nøgternhed. Der er ikke noget stort show og fyrværkeriet er aflyst.

Hotellerne i Paris har mærket et fald i reservationerne på omkring 30-40 procent.

Talskvinden Evelyne Maes fra den store hotelorganisation Umih i Paris, siger til fransk radio, at der normalt er virkelig god belægning på hotellerne ved nytår.

- Normalt er vore hoteller fyldt op ved nytår, siger hun.

Antallet af hotelreservationer faldt øjeblikkeligt efter den 13. november, ligesom de faldt øjeblikkeligt efter angrebene i januar, da 17 mennesker blev dræbt på et satirisk magasin og i et jødisk supermarked.

- Dengang tog det tre måneder, før situationen blev normaliseret for hotellerne, siger Maes.

/ritzau/AFP