Nytårsbabyer: Tvillinger født hvert sit år

Skrevet af Sol Stoffregen

02/01/2014

Dagens topnyheder

Mens de fleste drak champagne og spiste kransekage, kom flere sæt tvillinger til verden, da det nye år blev skudt ind. Selvom der i flere tilfælde kun var et par minutters forskel mellem babyerne blev født, deler de ikke fødselsår.

I Toronto i Canada blev to enæggede tvillingesøstre født i både 2013 og 2014. Det skriver ABC.

Den 31. december kl. 23.52 kom storesøster Gabriela Salgueiro til verden på Trillium Health Partners-Credit Valley Hospital i Toronto. Og den 1. januar kl. 00.00.38 blev lillesøster Sophia Salgueiro født.

- De fik en slags gyldne billet. De har forskellige fødselsdage, siger tvillingernes mor, Lindsay Salgueiro, til ABCNews.com og tilføjer:

- Det er slet ikke en dårlig måde at slutte året på og starte året på.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Samme historie udspillede sig også i USA nytårsnat.

Den 31. december kl. 23.58 fødte Yeleni Santos Tohalino en lille pige på 2,7 kilo på MedStar Washington Hospital Center i Washington DC. Tre minutter efter kom tvillingbroren på 2,3 kilo til verden - den 1. januar kl. 00.01.

Begge sæt tvillinger og mødre har det godt efter fødslerne.