Nytårsbrøler: Kanonslag eksploderer i bil i Slagelse

To tvillingbrødre på 22 år er sluppet usædvanlig heldigt fra en voldsom ulykke med fyrværkeri søndag aften. Den ene af brødrene er indlagt på hospitalet i Slagelse, mens den anden er kørt på skadestuen.

Ifølge politiet kunne brødrene være blevet dræbt, da en pose med kanonslag blev antændt inde i bilen, som holdt stille ved banegården i Næstved. Eksplosionen trykkede bunden ud af bilen og smadrede næsten alle ruderne.

- Broren på passagersædet sidder og ryger en cigaret, da han taber en glød ned i en pose med syv større kanonslag. Samtlige kanonslag eksploderer mellem benene på ham, siger vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

- Det er selvfølgelig en ulykkelig hændelse, men de to gutter har været heldige. Det kunne være gået helt galt, siger vagtchefen.

Trykket fra eksplosionen, der fandt sted kort tid efter klokken 22, knuste samtlige fire sideruder og forruden. Desuden er bunden i bilen slået skæv.

- Alt af plastik er brændt af og instrumentbrættet fuldstændig raseret. Bilen kommer nok ikke ud at køre igen, konstaterer vagtchefen.

Den værst tilskadekomne af brødrene er indlagt med rifter og brandsår på det meste af overkroppen samt hænder og ben, mens den anden, føreren af bilen, er blevet behandlet på skadestuen på sygehuset i Næstved.

- Ifølge den første melding havde en af de to fået revet en hånd af, men så slemt var det heldigvis ikke, siger Søren Østervig.

Kanonslag er ikke tilladt herhjemme, og derefter kan de to unge mænd regne med at høre fra politiet igen for at have overtrådt fyrværkeriloven.

/ritzau/

 

Dagens Gossip