Nyvalgt Pape betegnes som et sats

Viborgs borgmester, Søren Pape Poulsen, får et kontor på Christiansborg og titel af politisk leder for De Konservative.

Det ligger fast, efter at partiets folketingsmedlemmer som ventet torsdag sagde ja til det overraskende lederskifte i Folketingets mindste parti.

Dermed bliver det den 42-årige Søren Pape Poulsen, som skal være De Konservatives frontfigur i det kommende folketingsvalg og forhandlingerne om blandt andet finansloven.

- Det er en god dag, lød det kort fra en smilende Søren Pape Poulsen før gruppemødet.

Lars Barfoed fortsætter som formand for partiet frem til landsrådet i slutningen af september, hvor Søren Pape Poulsen ventes også at sætte sig på den post, mens Lars Barfoed fortsætter som menigt medlem af folketingsgruppen.

Lars Barfoed afviser, at det er vemodigt at sige farvel som leder:

- Jeg kommer til at deltage i rigtig mange gruppemøder i de næste mange år. Det betyder noget for mig at deltage i politisk arbejde, og jeg vil fortsætte med at bidrage til partiets fremgang, siger Lars Barfoed.

Han forklarer sit skifte med, at meningsmålingerne ikke var gode nok, og derfor er der ifølge Barfoed brug for en ny ledelse.

De Konservatives tidligere formand Per Stig Møller lægger ikke skjul på, at partiet tager en chance ved at vælge Viborgs 42-årige borgmester, Søren Pape Poulsen, til ny leder af partiet.

- Det er et sats fra Lars Barfoeds side. Det kan ikke være andet, når man tager et uprøvet ansigt ind som politisk leder, siger Per Stig Møller.

Dermed erklærer Per Stig Møller sig som en af de få i folketingsgruppen enig i det, mange på Christiansborg tænker, efter at Lars Barfoed onsdag aften overraskende meddelte, at han trækker sig.

Det er meget usædvanligt, at et parti vælger en formand, som ikke sidder i Folketinget og dermed ikke har indgående kendskab til de uskrevne regler på Christiansborg.

Per Stig Møller tilføjer dog, at han er overbevist om, at Søren Pape Poulsen vil lykkes som konservativ leder i kraft af blandt andet sin karisma.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er et sats, siger Brian Mikkelsen, der også under Søren Pape Poulsen vil indtage en central rolle i toppen af partiet:

- Ja, det vil det altid være. Men vi har valgt at sige, at det er det bedste for De Konservative at hente ind udefra, der kan skabe resultater og er samarbejdsvillig.

/ritzau/

Dagens Gossip