OB-angriber slipper med skrækken

Efter undersøgelser på sygehuset er det mandag blevet konstateret, at det ikke var et brud, der tvang OBs kroatiske frontmand Darko Bodul til at blive udskiftet i søndagens udekamp mod AaB.

Det lignede en alvorlig skade, men det har altså vist sig blot at være et forstrakt ledbånd på ydersiden af anklen.

Det er derfor ikke helt urealistisk, at Bodul kan blive klar til næste rundes superligakamp mod FC Vestsjælland, selv om OB-træner Troels Bech er forsigtig i sine forventninger. 

- I denne tid er det et af ugens højdepunkter, når man får en positiv tilbagemelding på en af vores skader. Det er væsentligt for os at få så mange af vores spillere klar så hurtigt som muligt, og med udsigten til, at det kunne have været en langt værre diagnose, er det faktisk en lille opmuntring midt i det hele. Det betyder fortsat, at vi skal finde ud af at træne ugen ud og sandsynligvis også spille kampen mod FC Vestsjælland uden Darko, som det ser ud. Det må vi løse, siger Troels Bech til ob.dk.

Det var således en yderst sparsom OB-trup, der løb på træningsbanen mandag morgen. Ud over Bodul sad også angrebskollegaen Morten Skoubo over grundet et stramt baglår. 

Og med Bashkim Kadrii, der blev opereret i knæet i fredags og skal nu i gang med at genoptræne, og Jacob Schoop fraværende med længerevarende skader samt en del spillere, der er væk på landsholdsopgaver, er OB-mandskabet kraftigt reduceret disse dage.

Dagens Gossip